Det finder du i dette kapitel:
Demokratisk medborgerskab som en mekanisme til inklusion eller eksklusion af immigranter
Anvendelsen af direktivet om midlertidig beskyttelse af fordrevne personer i tilfælde af massetilstrømning som et instrument for de fordrevne personer til øjeblikkelig anerkendelse af rettigheder for migranter.
Retten til universel sundhed: Sundhedsuddannelse og velfungerende offentlige sundhedssystemer
Retten til uddannelse: Nationale uddannelsessystemer og det europæiske område for videregående uddannelse
Retten til at arbejde. Den problematiske integration af migranter på arbejdsmarkedet (migrantkvinder og omsorgsarbejde)
Retten til familiesammenføring
Migranters udøvelse af forsamlings-, demonstrations- og foreningsretten. (Relevansen af foreningsretten for integrationen af migranter)
Boblespørgsmål
Hvordan bidrager de rettigheder, der sikrer migranters integritet, til deres sikkerhed og integration i samfundet? Sikring af migranters rettigheder fremmer deres sikkerhed, værdighed og vellykkede integration i samfundet, hvilket fremmer social samhørighed og stabilitet..
Disse rettigheder er afgørende for at skabe et fair, retfærdigt og stabilt samfund, hvor alle kan trives i stabilitet uanset oprindelse. For mere information kan du læse Toolkit for integration af mennesker med migrantbaggrund.
Demokratisk medborgerskab som en mekanisme til inklusion eller eksklusion af immigranter
Migranter er ofte udelukket fra at nyde godt af grundlæggende rettigheder, da mange menneskerettigheder i henhold til staternes nationale lovgivning kun gælder for deres egne borgere. Men international og europæisk lovgivning indeholder ikke-diskriminationsklausuler om beskyttelse af migranters rettigheder. Ud over bestemmelserne i den internationale lovgivning er migranter i Europa beskyttet af lovtekster, der er udarbejdet af to regionale internationale organisationer: Europarådet og Den Europæiske Union (EU).
Anvendelsen af direktivet om midlertidig beskyttelse af fordrevne personer i tilfælde af massetilstrømning som et instrument for de fordrevne personer til øjeblikkelig anerkendelse af rettigheder for migranter.
Direktiv 2001/55/EC af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelse af disse personer og følgerne heraf, blev vedtaget efter krisen i Kosovo. Ved “midlertidig beskyttelse” forstås en procedure af ekstraordinær karakter, der i tilfælde af massetilstrømning eller truende massetilstrømning af fordrevne personer fra tredjelande, som ikke kan vende tilbage til deres hjemland, skal yde øjeblikkelig og midlertidig beskyttelse til sådanne personer, navnlig hvis der også er risiko for, at det nationale asylsystem ikke vil kunne behandle denne tilstrømning uden negative følger for dets effektive funktion, af hensyn til de pågældende personer og andre personer, der anmoder om beskyttelse. Ud over at yde beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning afspejler direktivet også målene om at reducere omkostningerne og dele ansvaret mellem EU’s medlemsstater. Det første opnås ved at give beskyttelse af kortere varighed (højst tre år) og færre materielle fordele til personer med midlertidig beskyttelse sammenlignet med personer med flygtningestatus, mens det andet er baseret på den finansielle solidaritet, der er fastsat i direktivets artikel 24 (Den Europæiske Flygtningefond), og fordelingen af ansøgere/modtagere i EU’s medlemsstater. Direktivet er kun blevet anvendt én gang, mere end 20 år efter dets vedtagelse, efter den russiske invasion af Ukraine.
Europarådets HELP-program (Human Rights Education for Legal Professionals) tilbyder et 2,5 timers kursus, der er gratis tilgængeligt på Europarådets HELP e-læringsplatform, og som har til formål at øge juristers og andre relevante interessenters viden om den praktiske anvendelse af EU’s ordning for midlertidig beskyttelse
Retten til universel sundhed: Sundhedsuddannelse og velfungerende offentlige sundhedssystemer
Ifølge Verdenssundhedsorganisationens forfatning , er det en af de grundlæggende rettigheder for ethvert menneske at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand uden forskel på race, religion, politisk overbevisning, økonomiske eller sociale forhold. Den universelle ret til sundhed garanteres af artikel 25 i verdenserklæringen om menneskerettigheder, artikel 12 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, artikel 24 i konventionen om barnets rettigheder, artikel 12 i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, artikel 25 i konventionen om rettigheder for personer med handicap, artikel 28 i konventionen om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder og artikel 5 i konventionen om afskaffelse af alle former for racediskrimination.
For at sikre den effektive udøvelse af retten til sundhedsbeskyttelse forpligter parterne sig til, enten direkte eller i samarbejde med offentlige eller private organisationer, at træffe passende foranstaltninger med henblik på bl.a: 1) så vidt muligt at fjerne årsagerne til dårligt helbred; 2) at tilvejebringe rådgivnings- og uddannelsesfaciliteter til fremme af sundhed og tilskyndelse til individuelt ansvar i sundhedsspørgsmål; 3) så vidt muligt at forebygge epidemiske, endemiske og andre sygdomme samt ulykker” (art. 11 “Retten til beskyttelse af sundheden”, Den Europæiske Socialpagt).
Disse bestemmelser beskytter også migranter, for ifølge charteret skal “Nydelsen af de rettigheder, der er beskrevet i dette charter, sikres uden forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national oprindelse eller social oprindelse, helbredstilstand, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, fødsel eller anden status” (artikel E – “Ikke-diskrimination”).
Retten til uddannelse: Nationale uddannelsessystemer og det europæiske område for videregående uddannelse
En rettighed er ikke noget, nogen giver dig; det er noget, ingen kan tage fra dig.
Ramsey Clark
Retten til uddannelse er beskyttet af artikel 13 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, artikel 24 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 28 og 29 i konventionen om barnets rettigheder, artikel 5 i den internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, artikel 22 i Genève-konventionen fra 1951 og UNESCO’s konvention om bekæmpelse af diskrimination på uddannelsesområdet. På europæisk plan sikres det af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder samt EU-lovgivning. Specifikke bestemmelser under sidstnævnte sikrer, at flygtninge og asylansøgere også har adgang til uddannelse, idet de anerkender dens afgørende rolle for integration og menneskelig værdighed (artikel 14 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af 26. juni 2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse og artikel 27 i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som berettigede til international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse).
Retten til at arbejde. Den problematiske integration af migranter på arbejdsmarkedet (migrantkvinder og omsorgsarbejde)
Retten til arbejde fremgår af artikel 23 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, artikel 6 og 7 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og artikel 5 e, i og ii i konventionen om afskaffelse af racediskrimination. Konventionen om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder er af direkte relevans for vandrende arbejdstagere, men størstedelen af værtslandene har ikke ratificeret den.
Adgang til arbejdsmarkedet og relevante betingelser for anerkendte flygtninge er fastsat i artikel 17 i Genèvekonventionen fra 1951. EU-lovgivningen regulerer dette spørgsmål ikke kun for anerkendte flygtninge (artikel 26 i direktiv 2011/95/EU), men også for asylansøgere (artikel 15 i direktiv 2013/33/EU). Adgang til arbejdsmarkedet i værtslandet er af grundlæggende betydning for asylansøgere og flygtninge, som skal være i stand til at forsørge sig selv og deres familier og bevare deres værdighed. Mens adgang til arbejdsmarkedet letter social integration, kan langvarig afhængighed af statslig finansiering gennem ydelser være demoraliserende. Forbuddet mod at arbejde dømmer enkeltpersoner til lediggang, eller hvis de fratages denne ret, udsættes de i praksis for ulovlig beskæftigelse og udnyttelse. Ud over at give adgang til arbejdsmarkedet bør staterne desuden træffe foranstaltninger for at gøre det lettere for asylansøgere og flygtninge at finde arbejde. I den forbindelse bør der lægges særlig vægt på erhvervsuddannelse og på at give arbejdsgivere passende information og fordele, så de kan ansætte dem.
Retten til familiesammenføring
Hvordan kan man integrere sig fuldt ud i sit nye værtsland uden at vide, at ens ægtefælle eller børn er i sikkerhed? Det første medlem af en familie, der har slået sig ned i værtslandet, vil hjælpe og vejlede de efterfølgende familiemedlemmer i integrationsprocessen og derved lette regeringens arbejde (…) Restriktive love forhindrer familier i at blive genforenet konkluderede, at: indvandrere og flygtninge, der opholder sig lovligt i en stat, bør kunne blive genforenet med deres familiemedlemmer så hurtigt som muligt uden at skulle igennem besværlige procedurer. At blive nægtet menneskeretten til at være sammen med sin familie gør livet mere besværligt – og integrationen meget vanskeligere.
Europarådets menneskerettighedskommissær, Menneskerettighedskommentar “Restriktive love forhindrer familiesammenføring” (2. februar 2011)
Retten til familiesammenføring er et af aspekterne af retten til respekt for familielivet, som er en grundlæggende rettighed, der er fastsat i international, europæisk og EU-lovgivning. Denne ret er nedfældet i forskellige internationale og europæiske instrumenter, herunder Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, konventionen om barnets rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention. Asylansøgere, anerkendte flygtninge og lovlige indvandrere har ret til specifikke rettigheder i forbindelse med familiesammenføring i Europa. Retten til familiesammenføring for asylansøgere er nedfældet i Dublin III-forordningen og vil også være omfattet af forordningen om asyl- og migrationsforvaltning i den nye EU-pagt om migration og asyl, som forventes at begynde at blive implementeret i 2026.
Asylansøgere må ikke bringe familiemedlemmer fra tredjelande ind i EU. De har dog ret til at blive genforenet med familiemedlemmer, der allerede befinder sig i andre medlemslande. Kun par og deres mindreårige børn betragtes som familiemedlemmer. Retten til familiesammenføring for anerkendte flygtninge og lovlige indvandrere er fastsat i Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring. EU’s medlemsstater kan tillade indrejse og ophold for (a) slægtninge af første grad i direkte opstigende linje til referencepersonen eller dennes ægtefælle og (b) voksne ugifte børn af referencepersonen eller dennes ægtefælle, som ikke kan forsørge sig selv på grund af helbredsproblemer. De kan også tillade indrejse for den ugifte partner i et langvarigt, dokumenteret forhold eller for en partner i et registreret partnerskab. Beviser som et fælles barn, tidligere samliv eller partnerskabsregistrering bør overvejes. Familiesammenføring med flere ægtefæller i polygame ægteskaber er forbudt, hvis en af ægtefællerne allerede bor i en EU-medlemsstat. EU-medlemsstater kan begrænse familiesammenføring for mindreårige børn af en ekstra ægtefælle og referencepersonen. For at støtte integrationen og forhindre tvangsægteskaber kan de kræve, at både sponsor og ægtefælle er mindst 21 år gamle, før de slutter sig til. De kan også tillade familiesammenføring af andre familiemedlemmer, der er afhængige af en flygtning. For uledsagede mindreårige flygtninge skal medlemsstaterne tillade indrejse og ophold for førstegradsslægtninge i direkte opstigende linje og kan tillade indrejse for en værge eller andre familiemedlemmer, hvis der ikke findes nogen direkte slægtninge.
Migranters udøvelse af forsamlings-, demonstrations- og foreningsretten. (Relevansen af foreningsretten for integrationen af migranter)
Retten til fredelig forsamlings- og foreningsfrihed er anerkendt i adskillige internationale instrumenter. Den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fastslår, at stater skal respektere retten til forsamlings- og foreningsfrihed og sikre, at alle individer inden for deres territorium og jurisdiktion kan udøve disse rettigheder uden nogen form for skelnen. Dette skal opnås gennem vedtagelse af lovgivning, tilvejebringelse af effektive retsmidler og implementering af effektive håndhævelsesmekanismer (artikel 2). Committee on Migrant Workers (CMW) har identificeret et behov for, at stater letter dannelsen af selvorganiserede grupper blandt migrantarbejdere, uanset deres migrationsstatus. (Komiteen for beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, generel kommentar nr. 2, 28. august 2013). Artikel 15 i Genève- konventionen fra 1951 regulerer flygtninges ret til at danne ikke-politiske og almennyttige foreninger og fagforeninger. Derudover gælder artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som omhandler forsamlings- og foreningsfrihed, også for migranter.
