Kritisk refleksion over sprogundervisning for migranter

Abstrakt

Hvad vil det sige at integrere en migrant i “vores” kultur? Som professionelle eller frivillige, der underviser migranter i det nationale sprog, må vi spørge os selv hvorfor: Vil vi fokusere på den økonomiske dimension, eller vil vi overveje andre dimensioner? Forstår vi integration gennem undervisning i det nationale sprog som en assimilationsproces for migranten? Eller kan vi forestille os undervisningen i det nationale sprog som en dialog om viden? Som en interkulturel proces? En etik for raceblanding? I dette kapitel vil vi spørge os selv, hvordan vi kan gribe sprogundervisningen an ud fra en gæstfrihedspædagogik. Det betyder, at man skal tænke på undervisningen i det nationale sprog som en afkoloniseringsproces af værtens viden og invitere gæstens fortællinger, erfaringer, kultur, kunst og hverdagsliv ind som ord, der skal oversættes dialogisk på en sådan måde, at de giver den nyankomne mulighed for at opdage værtskulturen fra et kritisk synspunkt, der giver ham/hende mulighed for at afdække de trusler og farer samt de muligheder, der gemmer sig bag den andens symboler og koder, som i øjeblikket er ukendte. Vi tænker ord, og at lære ord er ikke bare at tale, men at tænke. En gæstfrihedspædagogik foreslår at uddanne ved at lære af den, der lærer ved at uddanne os, den indeholder et rum til at lytte, så det sprog, der undervises i, kan gå i dialog med migrantpersonens sprog. For at forstå anderledeshed som en potentiel ven må en gæstfrihedspædagogik begynde med at fjerne de fordomme, som dens sprog har over for migranter.