Inden 2030 skal det sikres, at alle elever tilegner sig den viden og de færdigheder, der er nødvendige for at fremme bæredygtig udvikling, bl.a. gennem Uddannelse for Bæredygtig Udvikling og bæredygtig livsstil, menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, fremme af en kultur med fred og ikke-vold, globalt medborgerskab og påskønnelse af kulturel mangfoldighed og af kulturens bidrag til bæredygtig udvikling. (FN 2015)
Miljøundervisning med henblik på bæredygtighed er blevet en vigtig del af sprogundervisningen og afspejler en voksende global bevidsthed om sammenhængen mellem sprog, kultur og miljø. Denne tilgang anerkender, at sprog ikke kun er et redskab til kommunikation, men også et middel til at forstå og interagere med verden omkring os. Ved at integrere miljøundervisning i sprogundervisningen kan undervisere give eleverne mulighed for at blive informerede og ansvarlige verdensborgere, der er rustet til at håndtere de komplekse udfordringer, som vores planet står over for.
Den historiske kontekst for miljøundervisning kan spores tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor man begyndte at bekymre sig om ressourceudtømning og forurening. De første bestræbelser fokuserede på naturstudier og undervisning i naturbeskyttelse med det formål at indgyde en følelse af påskønnelse og forvaltning af den naturlige verden. I 1970’erne og 1980’erne tog miljøundervisningen fart i takt med miljøbevægelsens fremgang og udgivelsen af indflydelsesrige rapporter som “Grænser for vækst” og “Brundtland-rapporten”. Disse rapporter understregede det presserende behov for at tage fat på miljøspørgsmål og fremme bæredygtig udvikling.
Den nuværende situation for miljøundervisning for bæredygtighed er kendetegnet ved en voksende erkendelse af behovet for at integrere miljøhensyn i alle aspekter af undervisningen, herunder sprogindlæring. Det skyldes de stadig mere presserende miljøudfordringer som klimaforandringer, tab af biodiversitet og forurening samt en voksende bevidsthed om de sociale og økonomiske dimensioner af bæredygtighed. Der er stigende enighed om, at miljøundervisning ikke bør være et separat fag, men snarere et tværgående tema, der er integreret i alle aspekter af læseplanen.
I sprogundervisningen kan miljøundervisning tage mange former. Det kan indebære at udforske ordforrådet og diskursen om miljøspørgsmål, analysere de kulturelle og sproglige repræsentationer af naturen og engagere sig i projekter, der fremmer bæredygtig praksis. Det kan også indebære kritisk refleksion over, hvordan sproget kan bruges til at forme vores forståelse af miljøet og vores forhold til den naturlige verden. Ved at integrere miljøundervisning i sprogundervisningen kan undervisere hjælpe eleverne med at udvikle en dybere forståelse af miljøspørgsmål, fremme evnen til kritisk tænkning og opdyrke en følelse af ansvar for planeten.
Fremtidsperspektiverne for miljøuddannelse er lovende, da der er en stigende efterspørgsel efter uddannelsesprogrammer, der forbereder eleverne på at tackle de komplekse udfordringer i det 21. århundrede. FN’s mål for bæredygtig udvikling (SDG’er), der blev vedtaget i 2015, udgør en global ramme for håndtering af miljømæssige, sociale og økonomiske spørgsmål. Uddannelse anerkendes som en vigtig drivkraft for at nå SDG’erne, og miljøuddannelse ses som en væsentlig del af denne indsats.
I forbindelse med sprogindlæring kan fremtiden for miljøundervisning indebære større vægt på erfaringsbaseret læring, hvor eleverne deltager i praktiske aktiviteter og projekter, der forbinder dem med den naturlige verden. Det kan også indebære større brug af teknologi, f.eks. virtuelle ekskursioner, simuleringer og online samarbejdsværktøjer, for at skabe fordybende og interaktive læringsoplevelser. Derudover kan der være et større fokus på tværfaglige tilgange, der integrerer miljøundervisning med andre fagområder, som f.eks. naturvidenskab, samfundsfag og kunst.
